Vinterdronningen af Boris Akunin

Selvmord ved russisk roulette

 Scenen er sat til Moskva i foråret 1876. En ung mand har begået et tilsyneladende umotiveret selvmord ved højlys dag i en offentlig park. På teatralsk vis skyder han sig selv efter, at en ung ukendt kvinde har nægtet ham et kys. Den unge politimand Erast Fandorin bliver sat på sagen. Det viser sig, at være ét selvmord i en længere række, der alle er udført ved russisk roulette.

Fællestrækket ved de afdøde er, at de er velhavende og alle har de testamenteret arven til den samme engelske kvinde, Lady Astor, som er overhovedet for utallige børnehjem fordelt over mange lande. Den uerfarne Fandorin bliver sat til at opklare baggrunden for de mystiske dødsfald, hvilket bringer ham på en farefuld rundrejse i Europa. 

Denne kriminalroman leverer spænding samt et udemærket plot, hvor det ikke er avancerede dna-tests, fingeraftryk og andre tekniske beviser, men derimod beregnende logik, som anvendes i kampen for beskyttelse af lovlydige borgere. 

Fandorin er en gentleman i stil med den engelske agent 007 som vi alle kender. Forskellen er bare at han ikke har adgang til seje gadgets, er ung og romantisk (læs: naiv), men med et uundværligt held. Jeg fandt mig selv optaget af intrigerne mellem de magtfulde personer, som spilles ud mod hinanden i et politisk spil, hvor man aldrig ved hvem man kan stole på. Jeg blev overraskende godt underholdt og nød ligefrem spændingen når Fandorin mere end én gang er i overhængende livsfare.

Pi's liv af Yann Martel

Utrolig, rørende og begavet

Sjældent oplever man en bog, som gør et uudsletteligt indtryk på en. Det skete for mig, da jeg læste Pi's liv. Dette er historien om den unge indiske dreng Pi, hvis far ejer en zoologisk have. Pi er en intelligent og eftertænksom lille fyr, som interesserer sig for religion i højere grad end de fleste. På en fridag slendrer han på promenaden med sine forældre, da de ved et tilfælde møder præsten, brahmanen og imamen samtidig. Disse hellige mænd ser hver især deres snit til at hilse på Pi's forældre. Du kan nok forstå, at der opstår en vis forvirring, da det går op for de hellige mænd og forældrene, at Pi både er praktiserende muslim, kristen og hindu.

Pi er 16 år da hans forældre beslutter at flytte fra Indien til Canada. Den zoologiske have må lukkes ned og dyrene sælges til andre zoologiske haver rundt om i verden. Derfor er nogle af dyrene med i fragten, da skibet sætter kursen mod den anden side af kloden. Problemet er bare, at skibet går ned og pludselig befinder Pi sig i en redningsbåd med en orangutang, en hyæne, en zebra med et brækket ben samt en bengalsk tiger.

Det tog Yann Martel fire år at skrive denne bog færdig. Det på trods af, at hisorien kom til ham ved et tilfælde på en rejse til Indien på en station udenfor Bombay. Det er en historie om det utrolige, det utænkelige og det uforklarlige. Det er en historie om en dreng som tilbringer 227 dage i en redningsbåd med en bengalsk tiger ved navn Richard Parker.

Pi's liv har virkelig begejstret mig. Lige fra første til sidste side fandt jeg mig selv helt opslugt. Selv når jeg ikke læste var jeg optaget af de tanker, som bogen satte igang. Pi's liv er for mig helt særlig, da den har rørt noget i mig og måske endda også rykket noget.

Ptolemæus Porten af Jonathan Stroud

Original, barsk og humoristisk

3. bind i Bartimæus trilogien

Nathan er med rekord hastighed steget i graderne og arbejder nu som rigets informationsminister. Et krævende arbejde med udformning af propaganda materiale til ophængning blandt lægfolket i forsøget på at hverve soldater til krigen mod oprørerne i Nordamerika. Hans mistillid til resten af regeringen bliver større dag for dag på grund af de evindelige intriger blandt ministrene. Den sarkastiske djinni Bartimæus, som tidligere var både slagkraftig og opfindsom, er nu kun en skygge af sig selv efter flere års arbejde på jorden i Nathans tjeneste.

Kitty, som overlevede modbevægelsens sidste attentat mod troldmændene, lever nu i skjul med en ny identitet. Alle andre inklusiv Nathan tror, at Kitty er død. Dette giver hende råderum til at iværksætte en plan om at lære kunsten at mestre magi for at påkalde Bartimæus i håbet om at overtale ham til at stå sammen mod troldmændende.

Sløret bliver langsomt løftet for Bartimæus´ mystiske fortid i Alexandria for flere tusinde år siden og en gammel fjende viser sig på ny. En fjende, som viser sig at være en del af en alliance med en særdeles udspekuleret plan, som ingen (selv læseren) forudser før slaget må gå sin gang. Denne forrygende afslutning på trilogien samler de løse tråde fra de to forrige bøger i en flot, men højst overraskende slutning.  I Bartimæus trilogien opstilles et miljø, som er så originalt, men godt beskrevet, at man som læser hurtigt accepterer og forstår universet. Trods den alvorlige og til tider dystre handling i bogen formår de sarkastiske kommentarer, som leveres af Bartimæus, at forandre dybt alvorlige scener til komiske indslag. Ptolemæus porten er en fremragende afslutning som fuldender trilogien. Jeg mener, at denne trilogi er blandt det bedst skrevne indenfor fantasy-genren.

Golems øje af Jonathan Stroud

Magtspil og ældgammel magi

 2. bind i Bartimæus trilogien

I Golems øje er vi tilbage i London, hvor troldmænd kontrollerer riget og overvåget lægfolkets gøren og laden. Nathan har fået en ny lærermester som er streng, men også magtfuld. Han finder sig godt tilrette i sin nye tilværelse i sikkerhedsministeriet og kæmper med næb og klør for at bevise sit værd overfor premierministeren. Det får han rigeligt mulighed for, da modstandsbevægelsen har intensiveret sin indsats i kampen for lægfolkets rettigheder. Vi følger den ihærdige, modige og til tider dumdristige Kitty i modstandsbevægelsens hidtil farligste plan.

Som om dette ikke var nok til at beskæftige Nathan, så får han sved på panden da en golem pludselig hærger Londons gader. Ældgammel magi er vagt til live og det er nu Nathans ansvar at kaste lys over mysteriet om den ødelæggende golem og finde frem til de skruppelløse bagmænd. Nathan ser sig endnu engang nødsaget til at påkalde den altid rapkæftede, men særdeles opfindsomme djinni Bartimæus.

Det var endnu engang en fornøjelse at følge det umage makkerpar Nathan og Bartimæus i deres bestræbelser på at redde deres eget skind og en god portion anseelse. Jeg tog mig selv i at fnise højlydt over de finurlige og til tider spydige kommentarer som Bartimæus rabler af sig selv i de mest aktionspækkede dele af bogen. En velskrevet og spændende efterfølger til Amuletten fra Samarkand, som lader læseren fornemme det større perspektiv som handlingen udspilles i.