Ptolemæus Porten af Jonathan Stroud

Original, barsk og humoristisk

3. bind i Bartimæus trilogien

Nathan er med rekord hastighed steget i graderne og arbejder nu som rigets informationsminister. Et krævende arbejde med udformning af propaganda materiale til ophængning blandt lægfolket i forsøget på at hverve soldater til krigen mod oprørerne i Nordamerika. Hans mistillid til resten af regeringen bliver større dag for dag på grund af de evindelige intriger blandt ministrene. Den sarkastiske djinni Bartimæus, som tidligere var både slagkraftig og opfindsom, er nu kun en skygge af sig selv efter flere års arbejde på jorden i Nathans tjeneste.

Kitty, som overlevede modbevægelsens sidste attentat mod troldmændene, lever nu i skjul med en ny identitet. Alle andre inklusiv Nathan tror, at Kitty er død. Dette giver hende råderum til at iværksætte en plan om at lære kunsten at mestre magi for at påkalde Bartimæus i håbet om at overtale ham til at stå sammen mod troldmændende.

Sløret bliver langsomt løftet for Bartimæus´ mystiske fortid i Alexandria for flere tusinde år siden og en gammel fjende viser sig på ny. En fjende, som viser sig at være en del af en alliance med en særdeles udspekuleret plan, som ingen (selv læseren) forudser før slaget må gå sin gang. Denne forrygende afslutning på trilogien samler de løse tråde fra de to forrige bøger i en flot, men højst overraskende slutning.  I Bartimæus trilogien opstilles et miljø, som er så originalt, men godt beskrevet, at man som læser hurtigt accepterer og forstår universet. Trods den alvorlige og til tider dystre handling i bogen formår de sarkastiske kommentarer, som leveres af Bartimæus, at forandre dybt alvorlige scener til komiske indslag. Ptolemæus porten er en fremragende afslutning som fuldender trilogien. Jeg mener, at denne trilogi er blandt det bedst skrevne indenfor fantasy-genren.

Golems øje af Jonathan Stroud

Magtspil og ældgammel magi

 2. bind i Bartimæus trilogien

I Golems øje er vi tilbage i London, hvor troldmænd kontrollerer riget og overvåget lægfolkets gøren og laden. Nathan har fået en ny lærermester som er streng, men også magtfuld. Han finder sig godt tilrette i sin nye tilværelse i sikkerhedsministeriet og kæmper med næb og klør for at bevise sit værd overfor premierministeren. Det får han rigeligt mulighed for, da modstandsbevægelsen har intensiveret sin indsats i kampen for lægfolkets rettigheder. Vi følger den ihærdige, modige og til tider dumdristige Kitty i modstandsbevægelsens hidtil farligste plan.

Som om dette ikke var nok til at beskæftige Nathan, så får han sved på panden da en golem pludselig hærger Londons gader. Ældgammel magi er vagt til live og det er nu Nathans ansvar at kaste lys over mysteriet om den ødelæggende golem og finde frem til de skruppelløse bagmænd. Nathan ser sig endnu engang nødsaget til at påkalde den altid rapkæftede, men særdeles opfindsomme djinni Bartimæus.

Det var endnu engang en fornøjelse at følge det umage makkerpar Nathan og Bartimæus i deres bestræbelser på at redde deres eget skind og en god portion anseelse. Jeg tog mig selv i at fnise højlydt over de finurlige og til tider spydige kommentarer som Bartimæus rabler af sig selv i de mest aktionspækkede dele af bogen. En velskrevet og spændende efterfølger til Amuletten fra Samarkand, som lader læseren fornemme det større perspektiv som handlingen udspilles i.