Original, barsk og humoristisk
3. bind i Bartimæus trilogien
Nathan er med rekord hastighed steget i graderne og arbejder nu som rigets informationsminister. Et krævende arbejde med udformning af propaganda materiale til ophængning blandt lægfolket i forsøget på at hverve soldater til krigen mod oprørerne i Nordamerika. Hans mistillid til resten af regeringen bliver større dag for dag på grund af de evindelige intriger blandt ministrene. Den sarkastiske djinni Bartimæus, som tidligere var både slagkraftig og opfindsom, er nu kun en skygge af sig selv efter flere års arbejde på jorden i Nathans tjeneste. Kitty, som overlevede modbevægelsens sidste attentat mod troldmændene, lever nu i skjul med en ny identitet. Alle andre inklusiv Nathan tror, at Kitty er død. Dette giver hende råderum til at iværksætte en plan om at lære kunsten at mestre magi for at påkalde Bartimæus i håbet om at overtale ham til at stå sammen mod troldmændende.
Sløret bliver langsomt løftet for Bartimæus´ mystiske fortid i Alexandria for flere tusinde år siden og en gammel fjende viser sig på ny. En fjende, som viser sig at være en del af en alliance med en særdeles udspekuleret plan, som ingen (selv læseren) forudser før slaget må gå sin gang. Denne forrygende afslutning på trilogien samler de løse tråde fra de to forrige bøger i en flot, men højst overraskende slutning. I Bartimæus trilogien opstilles et miljø, som er så originalt, men godt beskrevet, at man som læser hurtigt accepterer og forstår universet. Trods den alvorlige og til tider dystre handling i bogen formår de sarkastiske kommentarer, som leveres af Bartimæus, at forandre dybt alvorlige scener til komiske indslag. Ptolemæus porten er en fremragende afslutning som fuldender trilogien. Jeg mener, at denne trilogi er blandt det bedst skrevne indenfor fantasy-genren.
