mandag den 26. november 2012

The Devil Wears Prada af Lauren Weisberger

Helvede på høje hæle





Andrea Sachs, en ung naiv kvinde, er netop kommet til storbyen New York hvor hun får fingrene i det eftertragtede job som personlig assistent for den kolde, kyniske og nedladende Miranda Priestly, redaktøren af et af landets største mode-magasiner Runway. "The job a million girls would die for". Andrea, som ikke interesserer sig for mode, men hellere vil være rigtig journalist, betragter jobbet som det første trin op ad karrierestigen, men hun får sin sag for med at passe ind, da hun starter på det fashionable magasin, hvor alle er smukke og glamurøse, klædt i  garderober af de største modeskabere, hvor ikke den mindste detalje er overladt til tilfældighederne.

Snart viser det sig at blive en kamp uden sidestykke at tilfredsstille Mirandas endeløse række af urimmelige krav. Det er ikke nok at være hårdtarbejdende for når Miranda vil have noget, så vil hun have det straks. Jobbet kaster Andrea ud i vanvittige situationer, bringer store oplevelser med sig og får i sidste ende personlige konsekvenser for Andrea.

The Devil Wears Prada er letlæselig med et meget beskrivende sprog. Bogen er morsom og det var en fornøjelse at læse den. Jeg er ikke særligt mode interesseret og fandt dog de lange passager med detaljerede beskrivelser af tøj uinteressante. Der er ikke tale om et stort litterært værk, men bogen har stadig en charme og relevans med de morsomme scenarier hovedpersonen lander i samt de skønne personligheder, ikke mindst Miranda.

En stor del af bogens succes skyldes ikke mindst den uomtvistelige kendsgerning, på trods af det ikke er bekræftet, at Vogue redaktøren Anna Wintour er inspiration for figuren Miranda. Forfatteren Lauren Weisberger arbejdede nemlig efter college som  assistent for Anna Wintour i 11 mdr. og det er almindelig kendt, at Anna Wintours ledelsesstil på Vogue har givet hende det utiltalende tilnavn Nuclear Wintour.

Den internationale bestseller blev filmatiseret i 2006 med Meryl Streep og Anne Hathaway i hovedrollerne. Som en sjov lille bemærkning skal det nævnes, at forfatteren Lauren Weisberger optræder i filmen, som barnepige for Miranda Priestlys tvillinger, i en lille bitte rolle uden replikker.

Læs den hvis du mangler lidt letlæselig underholdning til at fordrive tiden med.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar